Fejl ved brug af virksomhedskort i tachograf
Inden en transportvirksomhed tager et køretøj i brug, så skal virksomheden indlæse virksomhedskortet i tachografen, så man fremover kan se at alle aktivitetsdata derefter tilhører denne virksomhed. Man kan kalde det en form for log-in.
Vi har konstateret, at mange transportvirksomheder ikke får indlæst virksomhedskortet rigtigt, og giver her en kort vejledning i korrekt indlæsning af virksomhedskortet, idet politiet ofte takserer det til en bøde på 6.000,- kr., hvis det ikke er i orden
Hvis du konstaterer, at du er en af dem, der ikke har fået indlæst virksomhedskorter korrekt, kan du herunder se proceduren for korrekt indlæsning af virksomhedskortet i tachografen. HUSK at downloade tachografen umiddelbart inden du indlæser virksomhedskortet. Hvis du først indlæser virksomhedskortet, har du ikke adgang til de data, der ligger før indlæsningen.
Siemens VDO 1381: Når man indlæser virksomhedskortet i kortlomme 2 i forbindelse med download, logger tachografen automatisk virksomhedskortet ind. Fejlen opstår jævnlig når man tager virksomhedskortet ud igen. Her bliver man præsenteret for følgende i displayet: "firma er logget ud" - det skal man altid svare "nej" til ellers bliver det nemlig logget ud igen. Man skal IKKE logge ud, når man afslutter en download af tachografen.
Stoneridge SE5000: Når man indlæser virksomhedskortet, skal man ind i hovedmenuen ved at taste enter/knækket pil. Her er der 3 menuer. Man skal vælge "virksomhedslåse" og så bliver man spurgt om du vil "lås-ind?" og det godkender man med enter/knækket pil, hvorefter man forlader menuen ved at trykke på "X." Virksomhedskortet vil være logget ind til man evt. vælger at låse det ud igen.
Indtastning af landekode i tachografen
I forbindelse med start på dagens arbejde (det man kalder påbegyndelse af den daglige arbejdsperiode) skal chaufføren indtaste nationalitetskoden i tachografen for det land, hvor arbejdsperioden påbegyndes og ved afslutning af dagens arbejde (afslutning af den daglige arbejdsperiode) skal chaufføren indtaste landekoden i tachografen for det land, hvor arbejdsperioden afsluttes - uanset om chaufføren tager førerkortet ud eller han lader det blive siddende i tachografen.
Chauffører bijob
Som arbejdsgiver skal du være meget opmærksom på om dine chauffører bijobber som chauffør i fritiden.
Hvis en af dine chauffører bijobber fx. som chauffør i fritiden kan det have alvorlige konsekventer for din anvendelse af den pgl. i det daglige. Forestil dig, at din chauffør kører for dig mandag - fredag og holder fri i weekenden. Bijobber han som chauffør - eller laver andet arbejde, der har indvirkning på køre- og hviletidsreglerne lørdag eller søndag - ødelægger han sit weekendhvil. Sender du ham ud og køre igen den efterfølgende mandag, hænger du på køre- og hviletidsovertrædelsen, fordi han kører i din bil uden at have afholdt weekendhvil.
Herunder er anført en tekst, der kan anvendes i ansættelseskontrakter eller som et særligt tillæg hertil.
Tekst vedr. en ansats mulighed for at udføre arbejde for en anden transportvirksomhed og hvor arbejdet har indvirkning på den pgl. køre- og hviletid hos arbejdsgiveren:
Hvis der, som led i ansættelsesforholdet, udføres kørsel omfattet af køre- hviletidsreglerne, eller medarbejderen deltager i sådan en transport, gælder arbejdstidsdirektivet for mobile arbejdstagere, indeholdende grænser for den maksimale arbejdstid.
Som følge heraf er medarbejderen ikke berettiget til, uden forudgående skriftlig tilladelse, at tage ansættelse hos en anden arbejdsgiver. Hvis skriftlig tilladelse gives, er medarbejderen forpligtet til skriftligt at oplyse omfanget af arbejde hos anden arbejdsgiver.
Hvis medarbejderen uden arbejdsgiverens skriftlige tilladelse tager ansættelse hos anden arbejdsgiver, betragtes det som grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, der kan medføre opsigelse og, afhængig af grovheden, bortvisning.
Medarbejderen er heller ikke uden arbejdsgiverens skriftlige tilladelse, berettiget til i fritiden at udføre ulønnet arbejde/ kørsel omfattet af kørehviletidsbestemmelserne, da det kan reducere medarbejdernes arbejdsmuligheder for arbejdsgiveren.